Powered by ZigaForm version 3.9.6.2

Om vores materialer

Vi ved af erfaring, at det kan være svært at finde hoved og hale i, hvilke former for træ der er af bedst kvalitet og hvad man skal gå efter, når man vil anskaffe sig et plankebord. Derfor har vi lavet denne lille guide.

Er der forskel på træsorter, og hvilke er egentlig bedst?

Groft sagt kan man skelne mellem to forskellige slags træ, nemlig nåletræ og løvtræ. Traditionelt betragtes nåletræ som fx fyr og gran som mindre fint end løvtræ som fx eg og bøg. Det bunder bla. i, at nåletræ vokser hurtigere end løvtræ, og derfor er mindre kompakt, hvilket betyder, at løvtræ er hårdere og tungere end nåletræ. Et andet resultat af den hurtigere vækst er, at nåletræers ved (træets indre) visuelt er mere simpelt end løvtræers, der har et mere komplekst spil. Derfor betragtes løvtræ ofte som finere end nåletræ, selvom der ikke er nogen særlig forskel på holdbarheden af møbler, der er lavet af nåle- eller løvtræ, så længe de bliver passet ordenligt på. Det er altså i høj grad en smagssag, om man foretrækker den ene eller anden træsort.

Hvad betydning har træets fugtindhold?

Levende træer kan indeholde store mængder vand, men efter fældning kommer fugtindholdet ret hurtigt ned på omkring 30 %. Det sker fordi, træet afgiver det vand, som er lagret i hulrum i cellerne. Resten af vandet sidder i selve cellevæggene, og yderligere tørring er en langtrukken affære - tykke stammer kan være adskillige år om at tørre ned til et fugtindhold på omkring 15 %. Det er værd at bemærke, at træ altid vil indeholde vand, og således aldrig når et fugtindhold på 0 %. Et træmøbel vil desuden indstille sig på dets omgivelser, og i de fleste hjem vil de fleste træsorter med tiden få et fugtindhold på 10-12 %. Når træ tørrer, så forsvinder der vand fra cellevæggene. Dermed ændres cellernes volumen, og træet kan derfor også ændre form, efterhånden som det tørrer. Derfor bruger snedkere ofte træ, der er tørret i store ovne, når de laver møbler, fordi denne tørring minimerer risikoen for, at møblerne ændrer form, når de har stået lidt tid i et opvarmet rum.

Silden og Skråen er lavet af ovntørret fyr, hvor fugtindholdet er på ca. 10 %. Disse modeller består desuden overvejende af træ, der er FSC-mærket, hvilket betyder, at det er bæredygtigt. At træ er ovntørret er IKKE en garanti for, at træet ikke kan ændre form, når det kommer indenfor. Det kommer nemlig også an på, hvordan luftfugtigheden er i det rum, hvor bordet skal stå. Desuden ændrer luftfugtigheden sig med årstiderne, og selv ovntørret træ vil derfor blive ved med at arbejde.

Planken er lavet af såkaldt konstruktionstræ, der har et fugtindhold på ca. 18 %. Det betyder, at bordene skal "smide" 6-8 % fugt for at tilpasse sig et typisk indemiljø. Dermed må man forvente, at træet kan give sig og/eller vride sig. I de fleste tilfælde er ændringerne kun kosmetiske, og består fx af en smule øget afstand mellem plankerne eller enkelte revner, men det kan også ske, at bordene kan vippe en smule.

Det betyder ikke, at plankerne er af dårlig kvalitet - tværtimod er de meget stærke, og de bruges bl. a. til spær i huse - men udelukkende, at de ikke har været tørret ned til samme fugtindhold som det træ, vi bruger til andre borde.

Grunden til, at vi alligevel bruger disse planker er, at plankerne - på trods af at de kan ændre form - faktisk er rigtig flotte, og i mange tilfælde ikke ændrer sig i betydelig grad, selvom de tørrer op. 

Vi forsøger desuden altid at udvælge de planker, som efter vores erfaring har de bedste forudsætninger for ikke at vride sig, og dermed gøre bordet skævt, og i de fleste tilfælde tørrer bordet op uden at det bliver mere skævt, end at det kan rettes op med en lille filtdup eller evt. en lille klods.

Skal træet ikke helst være ovntørret?

Det korte svar er jo. Men det er også dyrt, især hvis man skal have store, brede planker - i så fald løber et plankebord nemt op i flere tusinde kroner alene i materialer. Det betyder, at sådanne borde ofte er alt for dyre for rigtig mange mennesker. Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvad godt træ er. Der er ingen tvivl om, at ovntørret træ er at foretrække, når man laver møbler. Men det betyder ikke, at det er "finere" end så meget andet træ. Konstruktionstræ er ofte af en ganske god kvalitet, da det jo bruges til at bygge huse med, som gerne skal kunne holde i mange generationer. Og hvis alternativet til et bord fra Compono er en laminat- eller finérplade fra Ikea, eller en limtræsplade, der er samlet af små produktionsrester, så vil vi fra Compono mene, at vores træ er ganske godt. I hvert fald "bedre"!